
Efter at have været i kontakt med advokatfirmaet Johan Schlüter, der repræsenterer IFPI, kan vi konstatere at det er korrekt fortolket, at der ifølge dansk lov om ophavsret ikke må anvendes fremmed hjælp til ripping af i øvrigt lovligt indkøbte, originale CD’er. Lige præcis denne type arbejde må man, i hvert fald i Danmark, ikke ansætte folk til.
Suspendering af vores ripping service forlænges således.
Dansk lov om ophavsret hviler på et EU-direktiv, Infosoc-direktivet. Vi har erfaret, at der fuldt lovligt tilbydes ripping i andre lande indenfor EU, hvis lovgivning om ophavsret må formodes at hvile på samme direktiv.
Vi tager naturligvis, som ovenfor nævnt, IFPI’s udmelding til efterretning, dog vil vi fortsat grave i sagen. Vi vil forsøge at få belyst mulighederne for, at der også i Danmark kan gives mulighed for at anvende fremmed hjælp til ripping af CD’er.
Som nævnt i tidligere indlæg her på siden tager vi skarpt afstand fra piratkopiering. Vi mener blot, at det vil være rimeligt, at mennesker der enten ikke selv vil, eller ikke selv har tid til, at rippe en omfattende CD-samling, kan hyre arbejdskraft til at gøre det for dem, lige såvel som man kan hyre arbejdskraft til alt muligt andet arbejde, man ikke har lyst eller tid til at udføre selv.
Med dagens værktøjer og hjælpemidler bør det være muligt at opbygge kontrolsystemer, der sikrer at udbydere af ripping services ikke misbruger det kopierede materiale; kontrolsystemer, som denne virksomhed gerne lader sig underkaste.
Der er naturligvis en forretningsmulighed i at tilbyde ripping af CD’er. Fra vores synsvinkel er der desuden mulighed for at hævde sig som serviceorienteret virksomhed, ved for eksempel at tilbyde at levere servere med f.eks. de 100 første af kundens CD’er rippede og overført til den maskine de har købt - fuldstændigt som man ser det i lande omkring os.
Sidder der nogle og læser denne artikel, som enten har kommentarer eller ideer til hvordan der mest hensigtsmæssigt arbejdes videre med forsøget på at få ripping services lovliggjort i Danmark, er alle henvendelser velkomne. Benyt blot kontaktformularen andetsteds på siden.
|